12. nov. 2024
Af Majken Munk

Begravelsen vil være fuld af musik: Én af salmerne har Johnny Madsen selv valgt

Johnny Madsen
Johnny Madsen
Foto: Per Lange/Perlange/Ritzau Scanpix
Musiker Johnny Madsen skal begraves tirsdag den 12. november. Han har selv bestemt, hvad der skal synges i kirken.

Musiker Johnny Madsen døde 4. november efter længere tids sygdom.

Han blev 73 år gammel.

Tirsdag den 12. november skal Johnny Madsen begraves fra Thyborøn Kirke i byen, der var hans hjemstavn.

Begravelsen er åben, og det forventes, at der dukker rigtig mange mennesker op.

Ifølge TV MidtVest, som også sender lyd fra selve begravelsen, har Johnny Madsen bestemt, hvad der skal synges i kirken til begravelsen.

Salmerne ”Se, nu stiger solen af havets skød” og ”Dejlig er jorden” skal synges i løbet af højtideligheden.

Johnny Madsen har selv bestemt, at salmen ”Nu falmer skoven trindt om land” skal synges.

Det var en sang, han selv lavede sin egen fortolkning af i 2004, som blev meget populær.

Når der vil være jordfæstelse på kirkegården, vil gæsterne synge ”Altid frejdig, når du går”.

Derudover er det planen, at gæsterne også skal lytte til en af musikerens egne sange.

Efter den kirkelige ceremoni bliver en mindehøjtidelighed holdt på Wærket.

Musikeren døde i sit hjem på Fanø, hvor han fik fred efter en tid præget af skrantende helbred.

Familien beder om ro på dagen, hvor der skal tages afsked med deres familiemedlem Johnny Madsen.

Læs mere om: