Badehotellet-stjernen på sin store aften: Kristian Halken var omgivet af sin familie
Den røde løber var onsdag aften rullet ud i biografen Imperial i midten af København.
Årsagen var gallapremieren på den danske film ”Rom”.
Hovedrollerne i den romantiske film er Bodil Jørgensen og Kristian Halken, der spiller ægteparret Gerda og Kristoffer, som fejrer deres bryllupsdag med en forlænget weekend i den italienske hovedstad.
Kristian Halken, der blandt andet er kendt for sin rolle som Peter Andreas i ”Badehotellet”, var i strålende humør til premieren.
Det kan med sikkerhed skyldes selskabet.
For han kunne til BILLED-BLADET afsløre, at han havde hele sin familie med til gallapremieren.
- Jeg har min søn William med, og min anden søn Oskar og min ældste datter, der hedder Johanne. Og så min kone Karen, fortalte han.
Kristian Halken var med i ”Badehotellet” frem til sæson otte, og i efterfølgende sæson blev det i serien udlagt som, at han var død.
Dermed var Molly Andersen, der bliver spillet af ”Rom”-kollegaen Bodil Jørgensen, igen blevet enke.
Foruden TV 2-hittet har Kristian Halken store roller i filmen ”Kærlighed ved første hik”, ”Oldboys” og ”Miss Viborg”.