Anne Herdorf fejrer fødselsdag med en rigtig pige-frokost
Sangerinden Anne Herdorf, der de senere år også har slået sig godt fast som revyskuespiller, fylder i dag 51 år, og dagen bliver fejret med dem, hun holder aller mest af; hendes to døtre, Sofie, 21, og Julie, 24, samt moderen Brit.
Familien er nemlig på "pige-tur", og destinationen er Gilleleje, hvor de på havnen skal spise frokost og hygge sig. Det er nemlig småt med fridagene for tiden, for Anne Herdorf medvirker i årets succesfulde Rottefælden-revy i Svendborg, og allerede i morgen skal hun stå klar sammen med kollegerne.
Aftenen skal tilbringes i København, hvor der for tiden er jazz-festival.
- Jeg har netop optrådt på Jazz-festivalen søndag og mandag, og det har været pragtfuldt. Men i aften på min fødselsdag skal jeg bare nyde lidt musik sammen med pigerne, fortæller Anne Herdorf begejstret, da vi fanger hende på telefonen under frokosten i Gilleleje.
- Vi sidder netop og spiser dejlig fisk. Og ja, der er mange, som har sunget fødselsdagssang for mig. Det er rørende og dejligt, siger Anne Herdorf og fortæller, at fødselsdagen indtil videre er præcis sådan, som hun ønsker sig.
Vi på BILLED-BLADET håber, det fortsætter og ønsker stort TILLYKKE!