Ærlige Landmand søger kærlighed-Stine: Sådan er det at være flyttet
Det er under et år siden, at Stine og Niels mødte hinanden i ”Landmand søger kærlighed”, og siden er det sket meget.
De blev hurtigt kærester, og i efteråret flyttede han ind i hendes lejlighed i Aars i Nordjylland.
Sværere end ventet
Efter nytår tog de så næste skridt i forholdet – og det var ekstra stort for Stine.
Parret er nemlig flyttet ind på en landejendom ved Brørup nær Kolding, og det er langt fra Nordjylland, som Stine holder så meget af.
”Vi har snart boet i Brørup-området i to måneder, og jeg er ved at være faldet til. Må indrømme flytningen var lidt sværere, end jeg måske lige have forventet,” skriver Stine Marthine Pedersen i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
”Min far hjalp til med selve flytningen, og da vi var færdige, og min far sagde farvel og kørte tilbage til Nordjylland, følte jeg mig fuldstændig som et barn, der lige var blevet afleveret i børnehave. Jeg var lige ved at give mig til at hylde, hvilket jo er ret fjollet, skriver Stine videre.
Hendes elskede heste har også taget turen med fra Nordjylland, men ligesom Stine er de faldet godt til i det sydjyske.
Stine og Niels er flyttet ind på denne ejendom, som ligger nær hans forældre.
Hun og Niels har brugt de seneste uger og måneder på at renovere og komme på plads i det nye hjem, og de er nået et godt stykke.
Samtidig har Stine også skullet vænne sig til en helt ny hverdag, for hun er begyndt at læse til lærer.
”Den lille landejendom er efterhånden ved at føles som et hjem, og jeg er så småt ved at vænne mig til min nye hverdag, selvom jeg uden tvivl savner køerne. Niels og jeg har fortsat mange projekter både ude og inde, men slet ikke travlt med at blive færdige. Vi hygger os og tager tingene lidt som de kommer,” lyder det fra Stine på Instagram.