Adam Price hyggede sig til herlig smørrebrødsfest i Tivoli
Danmark er en ægte smørrebrødsnation, og vi er rigtig gode til og glade for at lave den særlige spise.
I løbet af sommeren har mange sendt deres bud på Danmarks bedste smørrebrød ind i håb om at blive kåret som skaberen af danskernes bedste stykke mad.
Adam Price og Stig Rossen i juryen
I weekenden var der stor smørrebrødsfest i Tivoli, og de særligt udvalgte jurymedlemmer, der blandt andre talte Adam Price og Stig Rossen, kårede vinderen, der blev ingen ringere end 13-årige Theodor Hellesen.
Theodor bød på smørstegt kulmule på rugbrød
Theodors vindermad bestod af smørstegt kulmule med ærtepuré og tartarsauce, hvilket altså fuldstændig slog benene væk under samtlige medlemmer af juryen.
- Jeg er virkelig glad over at have vundet. Jeg har lidt svært ved at stå lige nu, mine ben de dirrer og jeg er spændt i kroppen, sagde mesterlige Theodor, som blev rost til skyerne af Adam Price.
Ros fra Price
- Theodor vandt jo ikke, fordi han er et 13-årigt barn, men simpelthen fordi vi valgte at sige, at det her skal være et rigtigt stykke smørrebrød, som man skal kunne skære og spise. Alle elementerne skal være veltilberedte, og det skal hænge sammen. Og det gjorde det altså hele vejen igennem for Theodor. Der var måske nogle andre stykker i dag, som var ekstremt innovative og bygget meget højt op, og som havde nogle elementer, der var meget professionelle, og der var Theodors mad måske lidt mere lige til, men til gengæld var alle elementerne utrolig velsmagende. Det var et meget flot stykke fisk, rigtig god tatarsovs, og det er altså bare noget, som hos de her ret professionelle dommere, sad og sagde, jamen det er altså det her vi kigger efter. Det er det, der smager godt, sagde Adam Price, der blev suppleret af en begejstret Stig Rossen.
Rossen elsker smørrebrød
- Vi var faktisk alle sammen enige om, at det var det bedste stykke smørrebrød. Virkelig flot, jeg var meget glad, og jeg elsker altså smørrebrød, lød det fra Stig Rossen.