6. feb. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Årgang 20: Økonomien fyldte meget hos Nikolaj, men så tog han en vild beslutning

Nikolaj og Maria 
Nikolaj og Maria
Foto: Lars H. Laursen
For særligt Nikolaj fra "Årgang 20" fyldte bekymringer om økonomien meget i begyndelsen af 2023, men nu ser han noget anderledes på tingene.

”Årgang 20” er tilbage på TV 2, og som man kan se i programmerne, havde Maria og Nikolaj fra Mørke en lidt hård start på 2023.

De var begge trætte og udkørte, og økonomien fyldte en hel del ikke mindst hos Nikolaj, der er selvstændig restauratør.

Branchen var hårdt ramt, og i Grenaa, hvor hans ”Mundgodt” ligger, var der flere restauranter, der var gået konkurs.

Men bekymringerne til trods tog han i slutningen af 2023 en vild beslutning, idet han åbnede endnu en restaurant, ”Beks Mad & Drikke”.

- Det kører som håbet. Kunderne har taget sindssygt godt imod det. Vi er godt besøgt, synes vi, fortæller Nikolaj om den nye restaurant, der slog dørene op i december.

En nyt forretningseventyr lå ellers ikke i kortene for bare et år siden.

- Der kom mere ro på, og så troede man lige, man skulle i mål med nogle ting, men så startede Nikolaj en virksomhed mere i stedet for. Jeg sagde min stilling som sygeplejerske op og er begyndt at videreuddanne mig. Så vi valgte lige at gå i en anden retning. Vi følte begge, der skulle ske noget nyt, forklarer Maria om beslutningerne.

Den nye restaurant ligger lige over for Nikolajs ’gamle’ restaurant, og det fungerer godt.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-02-06/20240123lho9134.jpg
Maria og Nikolaj med døtrene Mathilde og Solvej
Foto: Lars Horn

- Jeg har noget godt personale, som drifter den nye. Jeg er primus motor på Mundgodt, og så tjekker jeg op flere gange om dagen, forklarer Nikolaj, der altså ikke er lige så meget en del af den daglige drift på det nye sted.

- Jeg tror, som selvstændig, at økonomien altid fylder rigtig meget. Jeg synes ikke, det fylder lige så meget nu, men der er ingen tvivl om, at 2023 var et hårdt år for restaurationsbranchen. I hvert fald for Mundgodt, det skal vi have lavet om på i 2024. Danskerne er mere tilbage til normalen igen nu. Der er en stabilitet i de forskellige priser på råvarerne og så videre, så det bliver nemmere at jonglere rundt med for mit vedkommende, forklarer Nikolaj om fremtiden.

"Årgang 20" kan ses hver tirsdag på TV 2.

Læs mere om: